Boomtown lige nu

 263 online
 22 gaming
Artikel 

Fairytale Fights (X360) - Anmeldelse

Playlogic’s nyeste titel er et anderledes bud på et spil bygget over traditionelle eventyr. Vi kigger nærmere på hvorfor blod, vold og afstumpet humor ikke passer til Grimms eventyr...

Man kan næppe bebrejde Playlogic at kaste sig over eventyrverdenen.

Det er et fantastisk univers, kendt af de fleste, og ganske uden copyrightbeskyttelse. Hvad man dog kan bebrejde dem, er den fuldstændigt hovedløse indgangsvinkel til Fairytale Fights. I grove træk har man blandet de velkendte eventyrs genkendelige karakterer med et voldsorgie af blod og lav humor.

Bevares, der skal nok være personer, der kan se det sjove i at give Rødhætte en le og en ondsindet personlighed, men denne gimmick holder desværre ikke længere end en halv time. Selve spillet er et traditionelt hack n’ slash platformsspil med alle de velkendte forhindringer og bosskampe. Alene at Fairytale Fights på ingen måde bringer noget nyt til bordet, er en skam.

At der findes titler som God of War, der klarer genren exceptionelt, gør at seriøse gamere vil forlange meget mere end hvad Fairytale Fights har at byde på.

... Hvorfor??


Du kastes ind i spillet efter en lang og uforståelig intro.

Spilmenuen er gennemført ulogisk. Du skal løbe rundt i en lille by og interagere med eventyrbøger spredt over byen. Du har ingen chance for at vide, hvordan du finder ”options”-menuen eller hvordan du rent faktisk starter spillet. Det tog mig et par minutter alene at komme i gang.

Den komplette mangel på historie er dybt paradoksal, set i lyset af konteksten: eventyrene, der henvises til, har enormt potentiale i forhold til at inkorporere dem i historien. Hvad du desværre spises af med, er i stedet en penis-lignende Snøvs/Earthworm Jim-hybrid, der med tekst forklarer dig, hvordan du bevæger dig rundt i verden, og hvordan den latterlige historie udvikler sig.

Mellem banerne vises du, med få linjers skrift, hvad du skal opnå i banen. Reelt set skal du, som i alle andre baner, uddele en røvfuld til den magiske skovs beboere.

Uinspireret gameplay


Du har mulighed for at vælge mellem flere karakterer fra det eventyrlige univers.

Om du vælger Rødhætte, Snehvide eller den Nøgne Kejser har ingen indvirkning på gameplayet. Du løber igennem banerne og tæver de samme fjender flere hundrede gange. Væk er den velkendte ”button mashing” som du kender fra lignende spil, og i stedet er du henlagt til at rive i den højre analog stick. Herefter laver din karakter nogle ligegyldige kamptricks, der hver især har samme kraft og ikke adskiller sig i nogen taktisk forstand.

Du har mulighed for at samle en masse forskellige våben op hen af vejen. Nuvel, det er da meget sjovt at sprætte skovens beboere op med en sværdfisk, eller tæve dem med en postkasse. I længden er det dog endnu en skuffende oplevelse, da alle våben har samme kraft.

Når du skåret en kropsdel af en fjende, dukker dette op i siden af skærmen i en grim og irriterende animation. Denne animation er underligt stor og gør for det meste, at du ikke kan se dine fjender og derfor dør. Frygt dog ikke, du har uendeligt mange liv, så ikke engang trangen til selvopretholdelse kan gøre spiloplevelsen mere spændende.

Der findes kister spredt ud over banerne. Disse skal tæves for at åbne sig, hvorefter du skal samle skattene, for som spillet siger: ”Nobody likes poor people”. Godt så. Der er absolut ingen grund til at samle disse diamanter og mønter sammen. Du kan bygge et tårn i menuen for dine penge, men hvorfor du nogensinde ville spilde tid på dette, er mig uforståeligt.

Jazz og Manga-stemmer


Lydsiden er opbygget af uforståelige tegnefilmslyde og afdæmpet jazz.

Det monotone jazzsoundtrack bliver desværre ensformigt efter meget kort tid, selvom idéen med lounge-jazz som kontrast til volden ellers er udmærket. Resten af lyden i spillet er opbygget af ”av”- og ”hak”-lyde som går igen og igen. Lydene er omtrent lige så irriterende som en tvangsindlæggelse til Pokémon-lyde på en tømmermændsdag.

I sidste ende virker det som om, at udviklerens fokus har været andre steder end på spillets lydside, der mest af alt bærer karakter af venstrehåndsarbejde.

Unreal Engine


Grafikken er ikke videre køn, om end spillets landskaber passer dog godt til spillets tone.

Unreal-motoren kører godt, men flere af spillets mellemsekvenser har problemer. I selve spillet halter det også til tider. Landskaberne er ellers fine, men desværre er spillet frygteligt lineært, så du kun kan bruge meget lidt af banens areal. Hvor spil som Super Mario gør brug af samme styring som Fairytale Fights, må du her tage til takke med elendigt level design, og du oplever hele tiden at styrte i døden pga. ærgerlige kameravinkler.

Fairytale Fights oplevede faktisk en udmærket modtagelse på E3-messen, men desværre indfries forventningerne på ingen måde. Gameplayet tangerer til de ringeste børnetitler, men da den voldelige tematik udelukker de yngste spillere, sidder det ældre publikum tilbage med beskeden: hold dig langt væk fra denne horrible titel.

Vurdering 
Grafik:
En ikke særligt køn affære, hvis udtryk dog passer godt ind i spillets univers. Mange småfejl.
5 Holdbarhed:
At spille dette spil igennem én gang må være straf nok i sig selv.
2
Lyd:
Monotont soundtrack og irriterende, dårligt varierede lydeffekter.
4 Gameplay:
Horribel styring og uforståelig historie.
3
Samlet vurdering: 3
Klik her for at se en forklaring på vores karakterskala.
Systemkrav:

Producent:
Playlogic International
Udvikler:
Boomtown shoppen 

 
Ny kommentar 

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Du kan oprette dig som bruger her


sitemapen_aeae_eg