GTA: Episodes From Liberty City (X360) - Anmeldelse

Rockstar har med Grand Theft Auto skabt nok ballade og kontrovers til at tage livet af mindre firmaer og spilserier.

Men for de fleste med en fornuftig tilgang til computerspil, er Grand Theft Auto også synonym med timevis af underholdning, simpelthen fordi Rockstar gør og tør så meget mere end vold, narko og bandeord. Og fordi de gør det så forbandet godt.

Da The Lost and The Damned udkom som downloadable content tidligere i år, viste Rockstar med al tydelighed, at de tager deres arbejde meget seriøst. De ville give deres fans og kunder meget mere end man havde forventet. Meget mere end vi gamere generelt er vant til. Nu er andet og sidste kapitel udkommet, The Ballad of Gay Tony, og igen opgraderer Rockstar skabelonen for hvordan man udgiver ekstra indhold og udvidelser til spil.

'Episodes from Liberty City' tilbyder to kapitler samlet som en selvstændig udgivelse, der ikke kræver det originale GTA IV for at fungere. Og det endda til en pris, der er noget lavere end standardudgivelser til Xbox 360.

Er der et liv efter Niko Bellic?

Men lad det til gengæld være sagt med det samme: Episodes From Liberty City fungerer klart bedst som supplement til GTA IV. De to nye historier foregår sideløbende med Niko Bellics oplevelser fra det oprindelige spil, og der er flere missioner, der har deres styrke i at man oplever dem fra en anden og tredje vinkel.

Selve opbygningen af de to ekstra kapitler følger den typiske GTA-skabelon til punkt og prikke. Man starter som en småkriminel, eller i hvert fald en person i en moralsk gråzone, der hurtigt bliver viklet ind i lyssky begivenheder. Disse eskalerer så til biltyverier, narkohandel, skuddueller med politiet, mord og ting, der bliver sprængt i luften. Men der er en række mere eller mindre subtile forskelle, der passer rigtig godt i sammenhængen.

Som bikeren Johnny Klebitz i 'The Lost and The Damned' er der fokus på banden, opgør med andre bander, heroinhandel, interne stridigheder og klassisk macho-attitude. Håndteringen af motorcykler er forbedret, man kan køre i formation og få back-up af gutterne til missioner. Og missionerne er ret simpelt opbygget.

Som Luis Lopez i 'The Ballad of Gay Tony', hvor miljøet er diskoteker, champagne, kokain og celebrities, er der fokus på sex, rigmænd, narkoproblemer, Luis' forhold til bossen Tony, clubbens omdømme og usikre mænd, der spiller ufatteligt smarte. Her er det helikopterne, der har fået en overhalning, og man kan springe i faldskærm ud fra de højeste bygninger. Missionerne er mere storslåede og fantasifulde, og minder på den måde mere om missionerne i de tidligere spil, end Niko og Johnnys, i sammenligning, relativt afdæmpede eventyr.

Ny og bedre opbygning

Missionernes opbygning er i øvrigt den vel nok største forbedring i forhold til GTA IV.

Som før kan man selvfølgelig genstarte fejlslagne missioner, men nu er der indført checkpunkter, så det er ikke længere nødvendigt at køre halvvejs igennem Liberty City, hver gang man dør. Og de rigtig lange missioner har endda flere checkpoints imellem de sværeste dele.

Tidligere kunne det godt være en lidt flad fornemmelse at klare en svær mission uden at få en skramme eller en rekordtid. Der var trods alt ingen, der kunne se hvor sej man havde været. Det råder 'The Ballad of Gay Tony' bod på. Efter hver mission får man nu et lille karakterkort, hvor forskellige delobjektiver er summeret op i en procentsats. Resultatet bliver sendt til Rockstars Social Club-hjemmeside, så man kan sammenligne sig med sine venner og de allerbedste i verden.

Underligt nok er denne feature kun for de rigtig hardcore/dygtige, da man skal klare en mission uden at dø, for at resultatet kommer på hjemmesiden. Ikke underligt har jeg ikke ret mange af mine resultater listet online.

I det gamle GTA: San Andreas havde man mulighed for at føre bandekrig helt konkret ved at overtage dele af Los Santos, for derefter at forsvare det vundne territorie mod angreb fra andre bander.

De to nye kapitler har noget lignende i en række sidemissioner, hvor rockerne kæmper mod andre rockere rundt omkring i Liberty City. Luis hjælper desuden to venner fra barndomskvarteret med at røve narkotransporter. Det er ikke sådan, at man efterfølgende styrer en del af landkortet, men jeg kan godt lide den måde, man interagerer med byen. Det passer godt med den rolle man i øvrigt har i spillet.

Skår i glæden

Dog er hele oplevelsen ikke rosenrød.

Især grafikken ser efterhånden noget forældet ud. De ekstra kapitler tilføjer en masse nye våben og en del nye biler og motorcykler, men modeller og animationer er lige så kantede, som de var, da GTA IV oprindeligt udkom. Og selvom det efterhånden er et kendetegn for serien, kunne det være rart, hvis et Grand Theft Auto-spil lærte at loade alle teksturer ind, inden de skulle bruges.

Jeg har svært ved forstå, hvordan et andet Rockstar-spil, Midnight Club: Los Angeles, kan have en ret stor by at bevæge sig frit rundt i, og samtidig have en betydeligt flottere grafik end GTA IV. Hvorfor låner Rockstar San Diego ikke deres grafikmotor til Rockstar North?

Det største problem er dog, at spillet stadig prøver på for meget, og dermed lykkedes med for lidt. Armlægning, kortspil, cage fighting og golf som minispil er ok, men jeg kunne godt undvære et par af dem, hvis det grundlæggende cover-system i resten af spillet fungerede helt perfekt. Eller hvis man altid havde 100% kontrol over præcis i hvilken retning og hvem man skyder på.

Denne lidt kluntede kontrol gør også GTA i multiplayer til en sær oplevelse.

Deathmatch og racerløb lægger normalt ret meget op til præcis styring, men alligevel virker især Deathmatch populært på Xbox Live. Det er måske grunden til, at The Ballad of Gay Tony kun indeholder netop Deathmatch og racerløb. The Lost and the Damned har en række multiplayer-spiltyper, der alle passer godt i temaet med rockere. I mine øjne er de langt mere interessante end de traditionelle typer, som jeg til gengæld ikke kunne finde nogen at spille med i.

Hvis du har spillet GTA, kender du allerede disse problemer. Og der er god chance for at du, ligesom jeg, synes at historierne, humoren, de vanvittige personer, musikken og de mange mange timer man kan få til at gå i Liberty City, vejer rigeligt op for de få skønhedsfejl.